I vores natur findes der rigtig mange spændende planter, som vi betegner som ukrudt og dermed ikke opfatter som særlige interessante. Ofte har disse planter en sjov og spænende historie. I disse år er der en stor interesse i den nordiske madkultur, og det indebærer, at disse planter nu kommer på menukortet, og pludselig bliver meget interessante igen. Der bliver lavet mange spændende kogebøger, hvor man bliver oplyst om hvor nemt og billigt vi kan gå ud og plukke forskellige ting i naturen til vores salat – det vi tidligere blot troede var uspiseligt ukrudt.
Selvfølgelig kan der også laves en kryddersnaps på brændenælder.
Opskrift
1 flaske vodka (70 cl. og min 37 %)
Et stort glas med skruelåg, som kan indeholde 1 L
En stor håndfuld blade (du kan bruge friske eller tørrede blade)
Hæld bladene i dit glas og tilsæt vodka
Sæt låget på og ryst glasset.
Lad det trække 1 – 2 uger
Smag evt. undervejs.
Si herefter bladene fra og hæld snapsen på flaske eller karaffel
Den skal lagre 2 uger, inden den nydes
Den får en gylden farve, og smagen er kraftig. Den vil passe til lidt tungere madretter
Sæson og indsamlingssteder
Brændenælde er meget almindelig i det meste af Danmark, og findes i frodige løvskove, og stedvis i åbne, gamle granbevoksninger. Du kender den på følgende: Planten bliver ½ - 1 ½ meter høj, bladene er æg- og hjerteformede, savtakkede, mørkegrønne med brændehår. Blomsterne er små, enkønnede, grønne i nøgler. Stænglerne og bladene er forsynet med talrige, små brændehår, der ved berøring skærer sig ind i huden og tømmer deres gift.
Jeg har ved flere lejligheder valgt at købe den tørrede udgave af brændenælder, så jeg selv slap for at skulle høste planterne og blive brændt.
Plantehistorie
Planten indeholder bl.a. A og C vitaminer.
Hvis nogen skulle holde sig vågen en hel nat, så var det et godt råd at kaste sig i nogle brændenælder.
Planten er desuden blevet brugt til at helbrede fordøjelses- og urinvejssygdomme, sårheling og til piskning mod gigt så man fik bedre blodomløb. Så er den også blevet brugt mod fregner, næseblod og hårtab,
Af brændenældens unge skud kan der laves en nærende urtesuppe og af stænglernes stærke fibre spandtes der garn til et lærredslignende stof.
Denne snapseartikel er lavet af Niels Stærup