Når vinterens ”engangs” krydderurter fra supermarkederne endelig kan erstattes af egne krydderurter, går det op for os, hvor stor forskel der er på smagen. Ikke for at forklejne de masseproducerede krydderurter, som bestemt har deres funktion, men krydderurter dyrket under åben himmel eller i et uopvarmet drivhus er altså en helt anden oplevelse.
Persille Højde 25 cm - sol/halvskygge
Persille er en toårig plante. Du skal derfor plante nyt persille hvert år. Prøv også den bredbladede persille, som har en mindre sød smag.
Anvendes til
Kruspersille anvendes til nye kartofler, dressinger, persillesovs, kryddersmør og meget mere. Bredbladet persille bruges til bouquet garni og sammen med andre krydderurter.
Timian Højde 30 cm - sol
Er en krydderurt, som bør plantes på en lun vokseplads med gode drænforhold.
Anvendes til
Krydderiblandingen bouquet garni, fiskeretter, kødretter, supper, fyld i fjerkræ.
Salvie Højde 40-50 cm - sol
Prøv dig frem blandt et udvalg af sorter med grønne, rødlige eller trefarvede blade – smagen er forskellig fra sort til sort.
Anvendes til
Kødretter med svinekød, i supper og sammen med fisk. Er også spændende i vineddike og olier.
Citronmelisse Højde 50 cm - sol/halvskygge
Kraftigvoksende frodig krydderurt med smukke grønne blade.
Anvendes til
Vandkaraflen som frisker vandet op, som te eller pynt på de fleste desserter.
Fransk estragon Højde 70 cm - sol
Opret lidt løs vækst med aflange grønne blade på træagtige grene.
Anvendes til
Eminent til fiskeretter og sammen med grøntsager som gulerod og artiskok. God til vineddike og i dressinger.
Merian/oregano Højde 20-40 cm - sol
Opret og senere lettere nedliggende busk, der nemt breder sig. Supersej, hårdfør og fantastisk biplante.
Anvendes til
Pizza, tomatsauce, pastaretter og i pølser. Smager også dejligt ovenpå focacciabrød.
Purløg Højde 25-40 cm - sol
Almindelig purløg, kinesisk purløg eller pibeløg. Alle er nært beslægtede spiselige grønne løg med forskellig smag.
Anvendes til
Omelet, alt med æg, smørrebrød, kartoffelsalat, kryddersmør og salat. Prøv også at tilsætte purløg næste gang du laver pesto.
Rosmarin Højde 40-60 cm - Sol
Stedsegrøn lille busk. Plantes i krukke og flyt ind, når det bliver for koldt.
Anvendes til
Spyd over grill, hvor hele stængler bruges som spyd, til lam, fisk og oksekød.
Basilikum Højde 30 cm - sol/halvskygge
Meget urteagtig og stærk aromatisk krydderurt, der kræver masser af varme. Basilikum er etårig og skal derfor plantes hvert år.
Anvendes til
Tomatsalater, pesto, grønne salater, bruschetta, sammen med æg og til vineddike.
Løvstikke Højde 1,5 m - sol/halvskygge
Kraftigvoksende og robust krydderurt og kan med fordel klippes tilbage i juli måned, så bladene forbliver unge og sprøde.
Anvendes til
Til fond, i sammenkogte retter, osso buco og pesto. Høst også frøstandene og anvend frøene i bl.a. kartoffelmos.
Grøn mynte Højde 60 cm - sol/halvskygge
Når kokkene laver mad, er det oftest den grønne mynte, som de anvender. Grøn mynte breder sig hurtigt, så placér den et sted, hvor du kan styre væksten.
Anvendes til
De moderne kokke anvender grøn mynte til de fleste kødretter og sammen med andre krydderier til dressinger, salater, myntesmør og pesto.
Pebermynte Højde 30-60 cm - sol/halvskygge
Pebermynterne har en frisk mentholduft. Pebermynte breder sig som de grønne mynter og skal plantes, hvor man kan styre væksten.
Anvendes til
Retter med okse- og kalvekød. Te mod stress i muskler og krop eller maveproblemer.
Frugtmynte Højde 30-60 cm - sol/halvskygge
Både citrusmynterne (citronmynte og orangemynte) samt frugtmynterne (ananasmynte, æblemynte, bananmynte, jordbærmynte og ingefærmynte) er spændende bekendtskaber.
Anvendes til
Ananasmynte og æblemynte er perfekte til retter med svinekød. Te med frugtmynterne – især citrusmynterne er forfriskende.
HUSK alle mynter skal ikke være for længe i gryden, så mister de den friske smag.
Læs også om hvordan du planter og plejer dine krydderurter.